Frygten for at det hele vender
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft rideangst. Det var noget jeg kæmpede med i mange år og stadigvæk kæmper med. For at starte et eller andet sted i den lange historie, så fik jeg Düval, da jeg var 12 år gammel. Det var i 2015 og vi havde 2 gode år, men i 2017 blev jeg kastet af et par gange for meget. Sidste gang var meget voldsomt, og endte en tur på sygehuset med spineboard. Nok noget de fleste hestepiger har prøvet, men ikke forfærdeligt fedt alligevel. Jeg mistede fuldstændigt lysten til at ride, og var direkte bange for at ride. Vi trænede kun jordarbejde, men inden længe så ville jeg heller ikke det længere. I samme tidsperiode var han meget hævet i lysken, og vi havde dyrlæge on/off, og vi endte med at køre ham til Højgaard hestehospital på Fyn. De fandt aldrig ud af, hvad han fejlede og om det havde en sammenhæng til hans skiftende adfærd. Kort efter flyttede vi opstaldningssted, og på det nye sted, fik han muligheden for at gå ude næsten hele døgnet, og bare være hest. Hævelsen forsvandt relativt kort efter, og han blev opdraget/redet til igen af ejeren af opstaldningsstedet.
Jeg var væk fra sporten i næsten 1,5 år. Det første halve år var med besøg i stalden, og derefter var jeg med on/off, og jeg gad faktisk ikke og var kun med, når jeg var tvunget. Det sidste halve år fandt jeg stille og roligt lysten til at være i stalden igen, og jeg hjalp min mor i stalden. Jeg begyndte at ride igen i starten af 2019, men kun i skridt og faktisk helst med trækker. Frygten sad så dybt i mig, og selvom jeg havde set ham være sød en million gange, så var jeg bange for at ende i sandet igen. I juni 2019 travede jeg for først gang i flere år, og det var i longe. På det tidspunkt var jeg virkelig flov over at være bange for min egen hest, i alle andres øjne var han den sødeste og nemmeste hest, men i mine var han nærmest livsfarlig. Düval er ikke en særlig stor hest, han er cirka en 160 høj, men jeg følte der var flere meter ned, når jeg sad på ryggen. Han er en meget stærk hest og det har flere sagt efter de har redet ham også, hvis han vil til højre, så går vi til højre, og dermed kan han være stærk, men han gør ingenting for at være ond, men det er svært at se, når frygten fylder alt og den halve time/40 minutter man rider går så langsomt. I juni 2019 tog vi beslutningen om at få en underviser på, vi kørte ham for første gang til Stald Thuja, og jeg skulle ride undervisning hos Ole Linnet for første gang, jeg travede uden longe for første gang igen. Der var generelt mange første gange, som skete i den dag. Den dag blev vendepunktet for min rideangst.
Jeg brugte derefter flere måneder på at lære mig selv, at der sker ikke noget, og det er en naturlig reaktion for heste, hvis de hopper til siden, og det betyder ikke at du falder af. Jeg ville hellere hoppe af en gang for meget end en gang for lidt. Hvis det larmede udenfor eller der var lidt for meget miljøtræning, så ventede jeg gerne, jeg ville undgå at være en position, hvor han kunne finde noget at reagere over. Nu har jeg arbejdet, så meget med mig selv, og jeg ved at han ikke gør noget for at være ond, men kun reagerer, hvis han bliver bange, og der er jeg faktisk meget heldig at der skal meget til før han bliver bange.
Nu er vi der, hvor jeg elsker det igen, og jeg er lykkelig, når noget lykkes i ridehuset. Det gælder med begge heste, jeg stoler 100% på Düval igen, og jeg nyder alle ture vi har sammen. Dinero og jeg er stadigvæk et nyt makkerpar, men jeg valgte ham netop pga. af hans temperament og hans nerver. Jeg ved at vi også kommer der, hvor vi stoler på hinanden 100%, men indtil da, så er 90% også godt. Netop af den grund jeg er bange for at frygten vender tilbage, fordi nu har jeg 2 heste og har planlagt vores fremtid sammen de næste mange år, og vi har dermed ”ikke tid” til at stoppe op. Jeg har lært meget af min rideangst om mig selv, fordi en af de ting der følger med, som rytter er at man skal arbejde med sig selv hele tiden. Men også at alt godt kommer til dem der venter, selvom det har været træls at være ude af sporten, så længe og blive sat tilbage, så har det givet mig endnu mere blod på tanden, men gav også den luft, så jeg kunne vende tilbage uden press. Jeg har på ingen måde travlt med hestene, men jeg vil gerne have dem med ud i ”verden.”
Har du prøvet at have rideangst? Hvad gjorde du for at komme over det?
