Operation eller ej?

“DU SKAL TAGE EN BESLUTNING, SKAL VI OPERERE ELLER EJ?” 

Ord, jeg er sikker på giver en hver hesteejer en klump i maven og tårer i øjnene. En svær beslutning, der også ligger mange økonomiske overvejelser i. 

 

Axel blev for fire uger siden, pludseligt meget hævet under maven. Det kom fra dag til anden. Ingen tegn på ubehag, ingen feber og han var fuldstændigt som han plejer at være. Glad og tilfreds. 

Det var selvfølgelig søndag aften. Et utroligt talent dyr har. Jeg ringer til vagtdyrlægen og beder vedkommende komme og tilse min hest. Dyrlægen beder mig tilsende billeder af det, så vedkommende kan se hvor slemt det står til og vurdere ud fra billeder og vores dialog, at det ikke er nødvendigt at tilse det, før dagen efter. Dyrlægen påpeger, at det også vil blive meget dyrt for mig, hvis det skal tilses søndag aften – hvilket jeg jo selvfølgelig er klar over og siger, at det er ikke det der er afgørende. 

 

Mandag får jeg fat i en dyrlæge, der kommer ud og tilser Axel. Han er forsat meget hævet, men er stadig feberfri og spiser som vanligt. 

Dyrlægen vurdere at det kommer af et spark, bedøver Axel og bandagerer ham ind, i forsøget på at få hævelserne til at fortage sig. Vi aftaler boksro og at han skal tilses igen dagen efter, for at få lagt en ny bandage. 

 

Tirsdag er der ingen fremgang. Tværtimod. Hævelsen har flyttet sig og er blevet endnu større. Da dyrlægen kommer for at tilse ham, bliver han bedøvet endnu engang og får lagt en ny bandage. Dyrlægen forklarer mig, at hævelsen skal begynde at fortage sig i løbet af det næste døgn, da det er et meget kritisk område det sidder (oppe ved penis).  Vi aftaler endnu engang at dyrlægen skal komme dagen efter.

 

Onsdag er der forsat ingen fremgang. Jeg er grædefærdig. Dyrlægen kom som aftalt for at tilse Axel og lægge ny bandage igen. Axel er forsat feberfri og har god appetit som vanligt. Dyrlægen fortæller mig, at nu skal jeg til at overveje om jeg vil sende den til operation eller ej, fordi det sidder sådan et kritisk sted. Med tårer i øjnene, får jeg fremstammet om hvad en operation til komme til at koste. Jeg er på SU, har en lille opsparing med mig, så jeg er godt klar over at det kan blive svært for mig at betale mig fra en operation, alt efter prislejet. 

Dyrlægen kan ikke give mit et reelt svar på en pris, da det ikke er en operation vedkommende selv kan foretage. Dyrlægen siger også til mig, at det er et spørgsmål om, hvor meget jeg vil ofre på min hest. Dertil svarer jeg, at det er ikke et spørgsmål om hvad jeg vil ofre på den, men et spørgsmål om, hvad jeg kan ofre på den. Dyrlægen forstår godt mine frustrationer og bekymringer herom og anbefaler mig at ringe til Ansager Hestehospital for at høre nærmere om pris på operation. Vi aftaler endnu engang at dyrlægen skal komme dagen efter. 

Torsdag er der endelig en lille fremgang! Og en lille fremgang har en rigtig stor betydning i dette tilfælde. Jeg var lettet! Tænk hvis operation ikke blev nødvendigt alligevel. Jeg fik tilladelse til, at jeg måtte begynde at trække Axel nogle gange om dagen, for at få ham ud og bevæge sig lidt. Der var ingen tvivl om, at det var noget der passede Herren meget. 

I løbet af torsdagen er jeg ude og trække Axel flere gange. Det er én af fordelene ved, at han står lige på den anden side af vejen. Det tager mig kun 2 minutter at gå over til ham. 

 

Fredag starter vi ved udgangspunkt 0 igen. Hævelserne har ikke fortaget sig overhovedet, så jeg tilkalder dyrlægen igen. Denne gang får jeg spørgsmålet om “operation eller ej?”. Jeg er endnu engang grædefærdig. Min mor hjælper mig med at få ringet til både Ansager Hestehospital og Højgaard Hestehospital, og forhører sig om priser på operation. Da vi har fået priser fra begge steder, vender vi situationen med hinanden og bliver enige om at sende ham afsted til Ansager. 

Ansager Hestehospital kan tage ham ind med det samme. Det er klart at det tager nogle timer at køre med hestetrailer fra Aalborg til Ansager, så han ankommer først om aftenen. Han bliver tilset af dyrlæger, der er super kompetente og de vurderer at en operation ikke er nødvendig på daværende tidspunkt. De finder en rift, som de mener kan være betændt og er skyld i hævelserne. Axel bliver sat på antibiotika og skal være det weekenden over, imens de overvåger ham.

 

Lørdag ringer de fra Ansager og giver en status på Axel. Han har fået forbindingerne af og er forsat ved godt mod. De forsætter med antibiotikaen og holder øje med ham. 

 

Mandag ringer de igen. Ingen fremgang. De vil tage prøver af ham, for at finde ud af hvad det så kan være. Jeg er ikke i tvivl om, at Axel har givet samtlige dyrlæger grå hår, i det her forløb – på hans vegne, vil jeg gerne sige undskyld. 

 

Tirsdag ringer en af dyrlægerne fra Ansager. De har fundet en svulst. Den er så stor, at den er gået ind og lammet yderste del af penis. Den skal ud nu. Nu stod jeg med to valgmuligheder: operation eller aflivning. Jeg havde vendt situationen med min mor og vi var begge nået til enighed om, at han skulle opereres. Oddsene for operationen var gode, han skulle ikke få mén efter og ville kunne leve et helt almindeligt liv som ridehest igen. 

Allerede tirsdag blev han opereret. Liggende operation i fuld narkose. Mit hjerte græder, hver gang jeg forestiller mig min stakkels hest ligge der i narkosen. Men jeg er ikke i tvivl om, at han har været i yderst kompetente hænder, under hele forløbet dernede. 

 

Axel var indlagt på Ansager Hestehospital i 12 dage i alt. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har været meget bekymret for regningen. Som tidligere nævnt, er jeg på SU. Godt nok har jeg mig et studiejob, men det dækker de udgifter jeg har på Axel (opstaldning, foder og smed). Jeg vil ikke komme ind på, hvad regningerne er løbet op i i alt. Men med min opsparing og støtte fra min mor, har vi fået betalt alle dyrlæge regningerne og priser og lykkelige for, at vi har Axel den dag i dag. 

 

Ansager Hestehospital sendte svulsten ind til undersøgelse, for at finde ud af om den var god- eller ondartet. Det kunne gå op til 14 dage, før der ville komme svar på sådan en undersøgelse. I sidste uge ringede de; den er god artet. 

 

Nu går jeg ture med ham hver dag. Jo mere motion han får, jo bedre fortager hævelserne fra operationen sig og jo før kan vi komme i gang med den egentlige genoptræning igen. Nu har jeg gået ture i næsten 14 dage, og allerede nu er der fremgang. Først når hævelserne er helt væk, begynder jeg på longearbejde. Indtil da, går vi mange lange ture. 

 

Der er ikke billeder af før/efter operationen. De er ikke pæne og det er billeder, jeg gerne vil holde for mig selv. Måske kommer der et før/efter genoptræning. Det kunne være spændende (i hvert fald for mig selv), at se hvor meget min tålmodighed og standhaftighed giver pote i sidste ende. 

 

Tak fordi I ville læse med. 

 

Photocredit: Hartwigsen Photography – Fotograf Lea Theodora Hartwigsen